Hvis der er ét enkelt redskab der definerer BDSM-kulturen, er det pisken. Hvornår den første pisk blev opfundet er der ingen der ved. Sikkert er det dog at stort set alle kulturer har brugt dem til et eller andet formål – jagt, dyrehold, korporlig afstraffelse, selvpineri og et væld af andre ting. Pisken findes i et utal af udformninger, og er et meget alsidigt værktøj, og derfor er symbolikken der omgiver den noget broget. Vi vil dog alligevel forsøge at komme så vidt omkring som muligt i denne artikel om pisken som ikon.
Indledningsvist kan man forbinde noget meget moderne med noget præhistorisk. Pisken er nemlig et af de artefakter der knytter sig til Den Onde Moder, en af Carl Jungs arketyper. Jung var elev af Freud, og er kendt som stamfader til dybdepsykologien. Arketyperne er elementer i vores kollektive underbevidsthed, ældgamle psykologiske fællesnævnere, der kan bruges til at beskrive vores kultur, opførsel og religiøse følelser med. Den Store Moder er den dominerende, destruktive moderfigur, der kuer sin familie, og pisken er en af hendes værktøjer (om end nogle gange i form af kagerulle, på nyere vittighedstegninger).
Pisken var som sagt udbredt, som brugsgenstand i alle tidlige civilisationer, men den fik en meget prominent plads i Egypten. Egyptiske faraoer, samt faraoernes gud, Osiris, bar to instrumenter, som tegn på deres magt. Den ene var hyrdestaven, som symboliserede at kongen var hyrden der ledte folket – denne ikonografi blev senere genbrugt af kristne, der betragter Jesus som hyrden. Det andet var pisken, der var en påmindelse om hvad der ville ske med det “får” der ikke lod sig lede. Nogle mener at pisken faktisk er en slags plejl, der bruges til at slå kernerne af korn med. Sikkert er det dog at pisken siden er blevet et symbol på dominans og magt blandt verdens herskere. Den egyptiske gud for vinde og storm, Min, var også bevæbnet med en pisk, som han brugte til at tvinge vindene fremad med, som en hærfører der presser sine tropper frem mod fronten.
Prærieindianerne brugte piske når de red, også i krig. Krigere der blev til høvdinge understregede deres ret til magten, med ceremonielle piske, der lignende ridepiskene, men var meget flottere. En slags scepter, om man vil. En af de mest bemærkelsesværdige steder man støder på pisken i magtens korridorer er den britiske titel Whip, der stadig bruges i dag. En Whip er – som folk der har set den originale House of Cards-serie vil vide – det medlem af et parlamentarisk parti, der sørger for at de andre medlemmer makker ret, holder kæft på de rigtige tidspunkter og stemmer rigtigt ved afstemninger. Ordet stammer fra jagtudtrykket ”Whipping”, der var det man gjorde, når man holdt styr på et kobbel jagthunde, oftest ved brug af en lang pisk.
Piske blev ikke kun brugt som magtsymboler. I en tid hvor heste og andre trækdyr var den primære måde at rejse på, blev pisken ofte set som et middel til at drive ting fremad. Den græske solgud Helios brugte eksempelvis heste til at trække solen over himlen med, og et af hans symboler er derfor en langsnertet ridepisk. Symbolet blev også brugt på denne måde af den mystiske Mithra-kult i Romerriget, hvor det indtog en meget prominent plads. Det måtte kun bæres af folk der var nået det sjette af syv trin på kultens interne rangstige. Mithra var en ældgammel heltegud, som romerne havde lånt fra perserne, og han var blandt andet kendt for at have mødt den mægtige solgud.
Romerne var i det hele taget ret begejstrede for pisken. En af de ældste hellige festivaler i oldtidens Rom – så gammel, at ingen rigtig ved hvornår eller hvordan den startede – brugte pisken meget fremtrædende. Festivalen hedder Lupercalia, og latinkyndige vil opsnappe en form af ordet Lupus – ”ulv” – sagndyret der mentes at have opfostret Roms grundlæggere. Lupercalia var en fejring af foråret, og som sådan ikke anderledes fra utallige andre hedenske frugtbarhedsfester. Det interessante ved festen er måden man behandlede offerdyrene på. Dyrene, oftest gedebukke, blev dræbt til ære for guderne, men efterfølgende blev deres hud skåret i strimler. Præster og unge mænd løb derefter gennem byen, hvor alle de ugifte kvinder stod parat langs gaderne. Mændene piskede kvinderne med de stadig blodige, ugarvede hudstrimler, og man mente at dette ville sikre de piskede frugtbarhed. Gudernes veje er uransagelige. En interessant detalje ved Lupercalia, er at den foregik mellem d. 13. og 15. februar – altså henover det vi i dag kalder Valentinsdag.
Ambrosius af Milano, en af kristendommens absolut vigtigst kirkefædre og biskopper, der senere blev helgenkåret, vises ofte med en eller flere flerhalede piske. Dette er nærmest et symbol på det modsatte af verdslig magt, idet Ambrosius’ berømmelse blandt andet bunder i hans hårdhændede retfærdighed i forhold til regenter. Han levede i 300-tallet, på et tidspunkt hvor kirken stadig var langt fra den store katolske institution, den blev i middelalderen. Det var stadig til debat om de romerske kejsere var over eller under paven. Ambrosius var ikke i tvivl, og præsterede eksempelvis at ekskommunikere kejser Theodosius og tvinge ham til at gøre bod for en massakre den kejserlige hær havde begået, før han fik adgang til kirken igen. Pisken i Ambrosius’ hånd skal altså ses som den indpiskende magt han havde, som et rent symbol.
Information
Kundeservice
Betalingsmetoder
Mød os på Facebook
Skriv et svar