Seneste indlæg
Kategorier
Jesus

Den smertefulde vej til nydelse – BDSM i bibelen

Seksualitet - hvad er det for noget?

En frise i Rom viser hvordan Jesus blev pisket af indtil flere muskuløse mænd, på én gang.

Disse dage er de helligste i det kristne kirkeår. I morgen er det langfredag – den dag Jesus blev tortureret og henrettet, for senere at stige til himmels og slutte sig til Gud. Hvis man tror på den slags. Hvad har det med BDSM at gøre, spørger du? Ikke så lidt endda …

Kristendommen har altid haft et nært forhold til lidelser og brugt det som afsæt for sin verdensopfattelse og dogmatik. Kristendommen blev født i smerte og forfulgt af romerne, der kastede udøverne for løverne og korsfæstede dem i tusindvis – og utilsigtet skabte verdens mest udbredte logo, det kristne kors. I størstedelen af kirkens levetid har den selv haft eneret på at fortolke smerten og den oftest heraf følgende frelse. Men vi lever i tiden efter Freud og hans elever, i en verden hvor der ikke længere findes teologiske monopoler. Og det er virkelig værd at kigge nærmere på kristendommens fascination af pinsler, hvis man selv er i blandt dem der værdsætter dem.

Meget kan udledes blot ved at kigge på udviklingen af de ord der omgiver pine, henrettelse og død i den kristne (især katolske) optik. Eksempelvis ordet ”passion”. I dag bruges det om noget man går højt op i, eller er ”tændt på” for at udtrykke det med en moderne vending. Man kan være ”passioneret” omkring sin hobby, eller blot være ”passioneret”, hvilket kan sammenlignes med at være inderlig eller sensuel.

Ordet ”passion” har dog en langt mere bloddryppende oprindelse. Lingvister har sporet det helt tilbage til proto-indoeuropæisk – et 5.500 år gammelt sprog, der er mere en hypotese end et decideret sprog, og menes at være urkilden til de fleste senere europæiske, mellemøstlige og indiske tungemål. Her findes begrevet ”Pe” eller ”Pei”, der senere blev til det latinske ”Passio”, der efterfølgende blev udbredt gennem fransk, som det ord vi kender i dag. Undervejs skiftede ordet betydning fra ”Smerte” eller ”Overlast” til ”stor sindsoprivelse” og ”ukontrolerede følelser”, og herefter til at beskrive årsagen til bemeldte sindsoprivelse og følelser – altså, at man er oprevet og ustyrlig fordi man er passioneret.

”Passion” er et vigtigt ord, fordi moderkirken konsekvent bruger ordet om Jesu lidelser – mange vil genkende det fra den groteske Mel Gibson-film Passion of the Christ – og om andre martyrers blodige endeligt. Og netop denne brug af ordet har medført betydningsskredet, fordi det er gennem passionen/smerten at de hellige opnår deres hellighed. Jesus, som den vigtigste skikkelse, tager hele menneskehedens synder på sig, gennem bodssmerter og blodofre, for til sidst at dø, og gennem døden komme i Himlen. De tusindvis af kristne martyrer, hvoraf mange blev helgenkåret, led alle helvedes pinsler før de døde og blev ophøjet til noget særligt. Hermed har kirken sat lighedstegn mellem smerte og hellighed. Det pinefulde er blevet sakralt.

 

Moderne flagellant i Spanien, gør klar til at piske sig selv.

Moderne flagellant i Spanien, gør klar til at piske sig selv.

Ikke alene er det attråværdigt, det er også nydelsesfuldt. Paradis er en belønning. Martyren opnår en form for transcendens i sin himmelfart, en forvandling der har jordiske paralleller. Transcendensen er at sammenligne med ”esktasen” – et begreb den katolske kirke selv anvender om den tilstand mennesker, der kommunikerer direkte med Gud, træder ind i. Den græske rod af ”ekstase” kan oversættes til ”at flytte (sig) til et andet sted” rent åndeligt, altså at træde ud af sig selv, ligesom at ”passionen” er en slags afsked med det kødelige legeme – en overgang til en højere, ikke-fysisk tilstand. Smerten er vejen ud af elendigheden.

En interessant detalje at nævne i denne forbindelse er de gradvist mere meningsberøvede danske bibeloversættelser. I dette tilfælde nævner Paulus passionen og opgøret med den fysiske krop (gennem smerte) i sit Første Korintherbrev, kap. 9, vers 27. Den moderne oversættelse lyder: ”Jeg er hård ved min krop …”, men i den reviderede udgave fra 1871 siger teksten: ”Jeg bekæmper min krop …” I den ældre oversættelse taler man – med et meget gammel ord – om spægning af kroppen. Man kuer og betvinger den, gennem fysisk lidelse, indtil kun den rene ånd er tilbage, indtil man er ét med Gud. I den nye oversættelse kunne der lige så vel være tale om at Paulus dyrker crossfit.

Faste, askese, cølibatisme, selvpiskning, gåture på glødende kul, fuldkomne gentagelser af selve korsfæstelsen – altsammen er den dag i dag værktøjer der bliver brugt af katolikker (og andre religiøse) rundt om i verden, for at opnå en tættere enhed med Gud. Mange læsere vil for længst have regnet ud hvad der egentlig er på tale her: Subspace. I vore dage – og i denne blogs artikler – søger vi at forklare fænomenet med kemikalieudskillelser i hjernen og med psykoanalytiske begreber som algolagnia (nydelse ved smerte). Den slags informationer havde man selvfølgelig ikke adgang til da man skrev Bibelen, eller da middelalderens skriftkloge fortolkede den. Man indsatte Gud som primus motor. Grundlæggende set er drivkraften ligegyldig, for resultatet er det samme. Vi opnår nogle gange en tilstand af total eufori, hvor alt, inklusive ens krop, bliver tilsidesat for nydelsen. Efterfølgende føler vi os renset og saliggjort. Vi føler, om end kun i et kort øjeblik, at vi kan kigge ind mysteriernes slør og se sandheden.

Den smertefulde vej til lykke giver sig udslag på mange måder i religionens verden, men en af de mest opsigtsvækkende er katoliscismens brug af lidelsesbilleder og relikvier. Selv i de kedeligste protestantiske kirker har vi en afbildning af en udsultet, torteret, tydeligvist døende mand hængende. Men for mange kunstnere og præster var dette ikke nok. Et udbredt motiv i middelalderen var det såkaldte Arma Christi – Kristus’ Våben. Disse var malerier eller montager af det værktøj romerne brugte til at straffe Jesus med: De mest kendte værende tornekronen, korset, spyddet, eddikesvampen, pisken, hammeren og naglerne.

Man tilbad billeder af den lidende gudssøn, og simulationer af de instrumenter hans bødler brugte imod ham. Og ikke alene gjorde man efterligninger – man samlede også på den ægte vare. Brugen af relikvier var påfaldende udbredt for en tro der er så stålfast imod afgudsdyrkelse. I vore dage virker det også utroligt tvivlsomt at disse støvede knoglesplinter og rustne søm på nogen måde kan være ægte. Men troen på dem var dybfølt, og det er det der tæller.

 

Filipinske flagellanter knæler foran et kors

Filipinske flagellanter knæler foran et kors, hvor en af deres venner spiller rollen som Jesus (udenfor billedet)

Undertegnede har med egne øjne set den pisk Jesus fik tæsk med inden han blev banket fast på korset. Den er udstillet i skatkammeret ved katedralen i Aachen, indkapslet i et juvelbesat relikvieskrin af guld, sammen med alskens andre hellige genstande. Tornekronen er ifølge legenden en del af relikviesamlingen i Notré Dame de Paris. Splinter af korset er spredt ud over klostre og kirker i hele den katolske og ortodokse verden.

Hvis denne form for objekt-dyrkelse først var blevet udbredt i dag, ville man i akademiske kredse omtale det som religiøs fetishisme. Den religiøse fetishisme lægger navn til den sekuelle ditto, og blev oprindeligt brugt, som begreb, af antropologer til at beskrive afrikanske stammers forhold til deres gudebilleder og andre ting, som dukker, offerknive og den slags hokus pokus. Seksuel fetishisme er, i modsætning til hvad mange tror, ikke begrænset til bestemte materialer, som lak, læder, metal eller gummi. Fænomenet beskriver også seksuel interesse i særegne genstande – knive, sko, bleer, cigaretter og lægeudstyr værende blandt de mere udbredte – og en masse andet.

Ophøjelsen af torturinstrumenter, henrettelsesværktøj og afhuggede kropsdele, til noget med iboende guddommelig kraft, kan meget nemt sammenlignes med de fetisher vi selv dyrker hjemme i soveværelset. Vi kan betragte en stilethæl med samme glødende tilbedelse, også når den borer sig ind i kødet. For hjernen er der teknisk set ingen forskel. Det er en interessant ting at have i baghovedet i løbet af påsken. Bibelen er fuld af sjove ideer, som fodtvætningen (Joh. 13, 1-15), hvor Jesus ydmygede sig for sine chokerede disciple, ved at vaske deres fødder – noget det kun var tjenere der gjorde. Han gjorde det uden tvivl passioneret og med forventning om en himmelsk belønning … Det lyder ret bekendt, ikke?

Jeg ønsker Jer god korsfæstelse ude i de små hjem. Og rigtig god påske!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gør som over 5.000 andre
Få BDSM guides, nyheder og vanvittigt gode tilbud direkte i din indbakke. Vi sender få men meget relevante mails.