Seneste indlæg
Kategorier
Illustration fra et af de Sades værker.

Litterært jubilæum – 120 Dage i Sodoma fylder (på en måde) 110 år

SM Kultur

En af de mest grusomme og perverse bøger i litteraturhistorien har jubilæum – på en måde. Læs om et af sadismens hovedværker her.

Året er 1785

Den franske adelsmand Donatien Alphonse François, Marquis de Sade sidder indespærret i Bastillen, mens verden omkring ham er ved at gå af lave. Oplysningstiden er i fuld gang. Ny teknologi og uudforskede politiske ideer slås om spaltepladsen i aviserne – der i sig selv er noget af en nyskabelse. Amerika har revet sig løs fra Det Britiske Imperium, med en lang og blodig uafhængighedskrig, og i Frankrig ulmer utrilfredsheden med den enevældige konge, der lever i luksus mens folket sulter. De Sade skriver på sit livsværk, men må gemme manuskriptet for vagterne. Han får det ikke med ud da han bliver løsladt, og i 1789 bryder revolutionen ud for fulde gardiner. Det forhadte Bastille-fængsel plyndres og brændes ned. De Sade tror at hans livsværk er tabt for altid.

Året er 1904

Mennesket er godt i gang med at tæmme naturen gennem sværindustri og landevindinger inden for medicin og landbrugsteknologi. De samme nyskabelser kommer til at tage livet af millioner af mænd i den verdenskrig, alle begynder at kunne se omridset af, fordi Europas stater er allieret på kryds og tværs. Intellektuelle som Sigmund Freud og hans elever er begyndt at kortlægge menneskets sind på en helt ny måde. For små tyve år siden udgav den østrigs-tyske psykiater, Richard von Krafft-Ebing, det skelsættende værk Psykopathia Sexualis, hvor ordet “sadisme” optræder for første gang. Begrebet er baseret på Marquis de Sade og hans tekstproduktion. Ad diverse mærkværdige omveje har de Sades hovedværk – 120 dage i Sodoma – overlevet og er endt hos den tyske hudlæge Iwan Bloch, der senere bliver anerkendt som sexologiens grundlægger. Han beslutter sig for at udgive det glemte værk …

 

Uofficielt portræt af den aldrende Marquis de Sade

 

Denne lille jubilæumsartikel fejrer værkets udgivelse, hvilket altså først skete 119 år efter dets tilblivelse. Alene den farverige historie om de Sades magnum opus’ forsvinden, gør 120 Dage i Sodoma et studie værd. Men der er mere. Langt mere! For dette er en af de mest aparte romaner der nogensinde er skrevet! Iwan Bloch valgte klogeligt at udgive den under pseudonymet Eugène Dühren – et navn der blev ganske betændt efterfølgende. Bogen vakte et lydløst ramaskrig i de lukkede psykiatriske kredse, og blev ikke tilgængelig for offentligheden før langt senere.

120 Dage i Sodoma

120 Dage i Sodoma – eller Les 120 journées de Sodome ou l’école du libertinage – er ikke så meget en roman, som det er et udførligt katalog over ustyrlige overgreb, seksuelle afvigelser og – i bogstaveligste forstand – dybt kriminelle lyster og udskejelser. Dette katalog er sat ind i en fortælleramme, hvor fire dekadente og ekstremt rige mænd lukker sig inde i et slot i fire måneder (deraf titlen), sammen med et menageri af ludere, unge mænd og børn, og systematisk udlever deres mørkeste ønsker. 46 personer er med på turen til slottet. Efter at have udlevet 600 forskellige fantasier, der bliver gradvist mere voldelige, returnerer de overlevende til Paris. Der er 16.

 

Illustration fra et af de Sades værker, ca. 1700.

 

Hvis man forstiller sig at leve i en tid, hvor selv helt almindelig vanilla-sex bestemt ikke var noget man snakkede om, er det nemt at regne ud hvad Marquisens værk afstedkom. I 1904 var det kun tre år siden den britiske dronning Victoria var død – selvsamme kvinde der lagde navn til Victoriatiden, hvor seksuel afholdenhed, mådehold og gudfrygtighed var blandt kardinaldyderne. Afholdsforeninger og missionske grupper havde brusende vind i sejlene i disse år.

 

De Sade havde en tendens til at bruge kirkens mænd som skurke i sine tekster.

 

Bizar fagbog der belyser mange feticher

I et miljø som dette kunne 120 Dage i Sodoma kun udkomme som en form for bizar fagbog, og den blev primært brugt til at belyse hvordan våde fantasier udvikler sig, og til at beskrive forskellige seksuelle feticher. Bogen er et af de første værker der nævner en lang række afvigelser, heriblandt: toilet-sex (i alle afskygninger!), analsex, needle play, fire play, knife play, bondage, avancerede rollespil, homo- og biseksualitet, cross-dressing, rollebyt, dominans, fisting, nipple torture, pisk, anal-udskylninger og meget, meget mere. Dette er dog kun begyndelsen, for de Sade fortsætter med voldtægt, pædofili og langstrakte, ekstreme tortur-seancer, der i mange tilfælde ender med offerets utimelige død. Læg hertil et rigt mål af grovkornet blasfemi og et stærkt had til de verdslige autoriteter. Resultatet måtte skjules for offentligheden, hvilket lykkedes ret godt. Det var først med de sanselige oprør i 60’erne og 70’erne at bogen fandt vej til almenvældet.

 

Det oprindelige manuskript til 120 Dage i Sodoma

 

Selv i dag er 120 Dage i Sodoma et værk der kræver en del af sin læser. Det er kun omtrent en fjerdedel af romanen der er helt færdig – resten står anført som lange lister over forbrydelser, og rækkefølgen historiens karakterer aflives i. Den kan tage pusten fra selv forhærdede læsere, og er aldrig blevet oversat til dansk. Den findes i en gedigen og gennemarbejdet, engelsk oversættelse fra Arrow Books, der endda indeholder Simon de Beauvoirs berømte essay om de Sade, samt en imponerende mængde af kortere tekster fra den gale adelsmands hånd. Det oprindelige manuskript – en 12 meter lang skriftrulle – vendte hjem til Frankrig i april i år (2014), efter en i mange år, at have befundet sig i Schweiz. Det blev indkøbt af, og er udstillet på, det privatejede Musée des Lettres et Manuscrits i Paris. Prisen var 7 mio. Euro – ca. 52 mio. danske kroner.

 

Den oprindelige, italienske biografplakat til Saló

 

Blev filmatiseret som Saló

120 Dage i Sodoma blev filmatiseret i 1975, under titlen Saló, af den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini, og øjeblikkeligt forbudt i det meste af verden, for dens voldelige scener og liberale brug af nøgenhed. Den er stadig forbudt i mange lande, den dag i dag. Pasolini har opdateret settingen i historien, og filmen udspiller sig i de sidste måneder af Mussolinis fascist-styre, men grundlæggende set er der ikke ændret ved plottet.

 

Saló er ikke for sarte sjæle.

 

Bogen er på ingen tænkelig måde repræsentativ for det moderne BDSM-miljø, men den er umulig at komme udenom hvis man vil vide hvor vores kulturhistorie starter. Du kan læse mere om Marquis de Sade i vores artikelserie om begreberne “sadisme” og “masochisme”, Psykopathia Sexualis 1-3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gør som over 5.000 andre
Få BDSM guides, nyheder og vanvittigt gode tilbud direkte i din indbakke. Vi sender få men meget relevante mails.